Pelspleje
Tibetansk terrier og pelspleje hører sammen.
En velplejet Tibetansk terrier er en fryd for øjet. Med den lange
pels - som jo kendetegner racen, eller i en klippet udgave. Bare den
er velplejet.
En velplejet hund er en gladere hund, og også en mere indbydende
hund. Tænk på den filtrede pels, som en alt for lille overfrakke der
napper, strammer og lugter. Dén er ikke rar at have på, og heller
ikke rar at være i selskab med. Så gør dig selv – men især din hund,
den tjeneste, at holde den i fin stand. Det bliver I begge glade
for.
Det handler ikke om, at man skal børste pelsen hver dag, men at man
finder en god rytme med arbejdet. Det er et stort, men slet ikke et
uoverkommeligt arbejde.
Vælg et tidspunkt hvor du ikke er stresset, har travlt eller er i
dårligt humør. Det kommer der ikke nogen hyggelig stund ud af. Men
hvis du derimod ser det som et frikvarter eller som kvalitetstid,
hvor du også får hygget dig med din Tibbe, så er du allerede godt i
gang. Pelsplejen er nemlig en fantastisk mulighed for at komme
rigtig tæt på din hund. Du kommer til at kende hvert et hårstrå i
pelsen, og du og hunden kommer til at få en kontakt der er unik.
Tænk på at hunden også syntes det er rart at blive nusset og ordnet.
Det er en god investering af din tid, at komme godt i gang med
pelsplejen, allerede fra din Tibbe er helt lille. Hvalpepelsen er
nem at holde, så her er der alle muligheder for at bruge tiden til
at træne din hvalp i at være på bordet, blive børste og badet. Brug
5 minutter nogle gang hver dag, hvor du tager den op på bordet. Her
kan du så med godbidder og masser af ros, vise den at det er verdens
rareste sted. Ret hurtigt kan du så begynde at børste den og lære
den at den også skal ligge ned. Det vil nemlig give dig nogle
fordele senere, da en liggende hund er lettere at ordne under maven
og i armhulerne. Hunden vil også med tiden lære at slappe så meget
af når den ligger på bordet, at den lettere kan accepterer, at
arbejdet nogle gange kan tage lang tid.
Nogle hvalpe accepterer at ligge ned ret let, og andre er måske lidt
sværere at overbevise. Men det er vigtigt at du er tålmodig,
vedholdende og kærlig i træningen. Så skal din lille tibbe nok
forstå hvad du mener – og i hvert fald forstå at du er en vigtig
person i tibbens liv.
Efter en hvalpetid med masser af øvelse, er du klar til den første
udfordring – unghundepelsen.
Når din Tibbe bliver omkring 6-8 måneder vil pelsen begynde at kræve
lidt mere opmærksomhed. Skiftet fra hvalpe til voksenpels er for
mange en opvågning og en stor mundfuld. Det er en proces der filtre
meget – især hvis man er så uheldig at tidspunktet passer med, at
den ekstra ”vinter-underuld”, også løsner sig. Snart vil du flere
gange om ugen tænke, at det vel nok var godt du fik lært din hund at
det er en rar ting, at være på bordet, og nu er vant til børsten.
Det gør det hele meget lettere. For filterne der nu er begyndt at
komme, gør nemlig, at det ikke længere er ren ”rygmassage” at blive
børstet. Filterne fjernes lettest ved, at du med fingrene piller den
fra hinanden. Når filten er blevet løst, kan du med en kam fjerne de
løse hår, og filten er væk. Pas på, ikke at hive i huden, det vil
ikke være populært.
Gennemgå hele pelsen, så du kommer rund om hele hunden. Det er
ligegyldigt hvordan og hvilke rækkefølge du gør det i, bare det
virker for dig og din hund. Der er mange måder at gøre det på, og
nogle måder vil ”sparre” mere på pelsen end andre. Det er en fordel
hvis du vil udstille din tibbe. Men uanset hvad, så er en velplejet
tibbe målet. Så er det underordnet hvordan du er kommet der.
Det er vores erfaring at en ren og nyvasket pels er langt lettere
at holde filterfri, end en fedtet og beskidt pels. Den vil ikke
filtre på samme måde. Det er en gammel skrøne, at man ikke må vaske
sin hund, da hundens hud, lige som din egen, bedst holdes sund når
den kan ånde, og ikke har snavs og hudfedt siddende til irritation.
En irriteret hud kan give kløe, og deraf kommer filterne af sig
selv. Den rene pels vil også glide lettere ved hundens bevægelser,
og det giver også færre filter. Men det er vigtigt at du bruger en
god shampoo og balsam. Spørg din opdrætter, hvad han/hun har gode
erfaringer med hvis du er i tvivl.
Den voksne hund er ofte rimeligt let at holde pelsen på. Rutinerne
med arbejdet skulle nu gerne være på plads, og pelsen er blevet
længere og har fundet sit ”leje”. Der kommer nu ikke flere
overraskelser ved pelsskifte, og du kender nu også pelsens
”kvalitet” og ”særheder”.
Tæver i løbetid, er ofte ret gode til at ”holde sig rene”. Det kan
give filter omkring kønsåbningen, og da tæven måske er lidt ”pivet”
i forvejen, vil det ikke være sjovt at få dem fjernet. Klip derfor
evt. pelsen lidt kortere dér inden, så bliver ”tøse-livet” lettere.
Skulle uheldet være ude og din tibbe har fået diarre, kan det være
en god ide at lave to ”rottehaler” i måsen på den. Èn bag på hvert
bagben. Så holder du pelsen væk, og det er lettere at holde den ren.
Den ældre hund er også i de fleste tilfælde let at holde. Nogle
ældre hunde syntes, at tabe lidt af deres tålmodighed, og for at
gøre deres liv lidt lettere mht. fjernelse af filter, så kan man
evt. klippe dem i armhulerne, under maven og på indersiderne af
bagbenene. Det ses ikke, og du har stadig en ”langhåret” hund.
Foto Vagn Knudsen
www.fotovagn.dk
www.lur.dk
Som vi skrev tidligere, er den lange pels jo et kendetegn på en
tibbe. Men derfor er der jo alligevel nogle der vælger at klippe
deres tibbe, og det ser vi heller ikke noget problem i. Vi syntes
personligt at en lang pels er mest "rigtigt" og ser flottest ud, men
de klippede tibber vi kender ser bestemt også dejlige og indbydende
ud. Hundene er jo stadig lige skønne, og for nogle gør det hverdagen
lettere. Nogle bor steder hvor skov, krat og saltvand, gør sit til
at få den lange pels til at filtre, og andre har flere hunde i
huset, og derfor rigelig med pels at pleje. En klipning, kan måske
lette lidt på pelsplejen, men ikke erstatte den. Hunden har stadig
sin underuld der kan filtre, og den ugentlige stund på bordet kan
derfor ikke undgås. Så tro ikke at en klipning kan afløse din børste
– så bliver du skuffet.
Skulle du opleve at pelsen vokser dig og din tibbe over hovedet, så
skal du endelig spørge nogen om råd. Det er ingen skam! Den
situation har alle tibbe-ejere nok oplevet, og alle ved at det kan
være en udfordring. Medlemmer af Tibetanerklubben afholder til tider
pelsplejearrangementer som man kan deltage i, men ellers vil de
fleste opdrættere og tibbeejere være mere end villige til at svare
på spørgsmål og hjælpe. Nogle hundefrisører kender også til tibbers
pelspleje, men vores erfaring er, at du får langt de bedste råd fra
folk der har haft hundene i flere år. Så spørg endelig…